Jeg har længe haft et ambivalent forhold til det at heale; hvad er det egentlig, er der kun nogen der kan det, hvorfor virker det i nogle tilfælde og ikke i andre osv. osv.
Jeg har ikke fundet svarene, men jeg har endelig erkendt, at jeg er healer.
Det fulde omfang af denne erkendelse kender jeg ikke, men jeg ved dette;
- at min dybeste længsel er, at heale jorden, mig selv, andre og alle de indbyrdes relationer imellem os
- at mit hjerte synger, når jeg indgår i fællesskaber med andre der har samme længsel
- at jeg får mange tilbagemeldinger om at jeg har gode hænder, at jeg er god til at “holde rummet” og at mennesker går styrkede og mere hjemme i sig selv, fra et møde med mig.
For mig er healing i sin essens, en forbindelse til det dybeste og sandeste sted i os selv. Den rene væren, som vi alle har tilfælles, hvor alt er muligt, alt er tilladt, intet er dømt.
En anden måde at beskrive det, er at være nu og her, fuldt bevidst om at vi er holdt og støttet, at vores blotte tilstedeværelse er bevis på at vi må være her, præcis som vi er.
Healing foregår hver gang vi er der for og med os selv og hinanden. Nogle gange virker det mirakuløst og fantastisk, som når sygdomme pludselig og uforklarligt forsvinder, langt oftere er det mere jordnært og hverdagsagtigt, som når vi giver et knus, lytter, eller på anden måde giver den hjælp der netop er nødvendig, for at den anden kan komme tilbage på sine ben.
Nogle gange er der en handling med en umiddelbar og direkte virkning, andre gange foregår healingen på et mere ubevidst plan.
At være healer har for mig alt at gøre med min måde at være i Livet på, og mindre med hvad jeg foretager mig i et givent øjeblik.